Jeg har fået nogle spørgsmål fra Louise
Er der en Gud?
Har træer følelser?
Bliver vi reinkarneret?
Hvad er en sjæl?
Hvor er sjælen når de ikke er i en krop?
Hvad er det der gør, at vi ikke husker noget fra vore tidligere liv?
Er der et bestemt antal sjæle, eller opstår der nye, og i så fald hvordan, hvornår og hvorfor?
Tak for dine spørgsmål. – Det er meget store spørgsmål du stiller mig, men det ved du godt. Du ved også, at jeg ikke kan svare så entydigt, forståeligt og naturvidenskabeligt på dine spørgsmål, at du i din hjerne ikke har flere spørgsmål. Vi mennesker er ikke i stand til at forstå verden, der er hele tiden nye spørgsmål der dukker op og det vil der være hele vores liv, og hvis vi taler reinkarnation alle vore liv.
Se, det er én af årsagerne til at vi er her på jorden. VI SKAL LÆRE.
Du kan måske engang imellem føle, fornemme eller hvad vi nu skal kalde det, at du ikke helt kan få forklaringer på noget du ved i forvejen? Det gælder nok for alle os mennesker, at vi ser verden omkring os, og ikke rigtigt ved hvordan den er sat sammen. Selv videnskabsmænd kan ikke give forklaringerne dybde nok til, at vi accepterer et halvt verdensbillede. Vi kan måske slet ikke helt forstå hvad eller hvem Gud er i den bevidsthed, vi er i besiddelse af så længe vi er på jorden.
Mennesket på jorden er fysisk i sit legeme, det er dyr også, og planter og mineraler, men vi kan godt fornem¬me (uden at vide), at vi er lidt mere end mineralerne, planterne og dyrene. Der er noget der adskiller os fra andet fysisk stof. Det fysiske mineral (f.eks. en sten) adskiller sig fra planteverden ved, at planter er det vi kalder levende; de kan gro (vokse) og formere sig. Når det levende kan bevæge sig, kalder vi det for et dyr. Og måske er det sådan; at når det levende kan tænke og ikke kun handler udfra drifter og instinkter, så kalder vi det for et menneske.
Hvorfor taler jeg om, at vi kan fornemme uden at vide? For dit svar ville måske være: ” Jeg ved da at en plante er en plante og et dyr er et dyr” – Ja, med hvor ved du det fra? Og har du aldrig set dyr der meget ligner en plante (f.eks. en vandrende pind). Eller en plante (f.eks. et fossil af en søane¬mone) der ligner et mineral? Eller en orangutang der opfører sig menneskeligt? Eller et menneske (f.eks. en aboriginer fra Australien) der opfører sig som en højerestående abe?
Naturvidenskaben kan fortælle os, at jorden er ca. 15 milliarder år gammel, at de ældste mineraler (bjergarter) er ca. 3825 millioner år, at de første ”planter” (en type blågrønne alger) er ca. 2600 millioner år og at de første dyr (et type krebsdyr ”karagassiema” ) er ca. 650 millioner år gamle. Og at der gik mange, mange år før de første mennesker kom til jorden; ”Early humans” kom for ca. 1,7 millioner år siden (en højerestående abe type ville vi nok kalde det i dag). ”Late humans”, som naturvidenskaben betegner de første mennesker, endskønt de ikke på nogen måde kan sammenlignes med nutidens mennesker, fordi de ikke havde hukommelse, sammenligningsevner og en række egenskaber vi i dag ville karakterisere som menneskelige. De levede kun efter deres drifter og instinkter. Først med homo sapiens, for ca. 40.000 år siden, kom det vi i dag ville kalde et menneske til jorden.
Mineralerne har udviklet sig til planter, planterne har udviklet sig til dyr og dyrene har udviklet sig til mennesker. Der er altså gennem mere end 15 milliarder år sket en udvikling hvor sidste skud på stammen er mennesket, du og jeg!
Udviklingen har formet sig som en lang rejse i retning af, at blive mere og mere bevidst på hvem vi er, og det fremgår da også af dine spørgsmål. Du vil vide hvem du er og hvordan du skal forholde dig til den verden du lever i. Det gør mineralerne, planterne og dyrene sig ikke tanker om. Så derfor er du og alle vi andre mennesker speciel.
Vi er det eneste fysisk sammensatte stof, der stiller spørgsmål ved verdens beskaffenhed. Hvad er så et fysisk sammensat stof? Det er et stof der er sammensat af forskellige atomare dele, i den sidste nye videnskab kalder vi det kvanteteknikken. Den skal jeg ikke her kede dig med, men blot fortælle, at kvanter heller ikke er det mindste stoffet er sammensat af. For hver gang videnskaben opdager nye ting (det er ikke opfindelser, for tingene er der i forvejen, så videnskaben opdager bare nye ting) så opdager de igen nye ting o.s.v. o.s.v. på samme måde, som du bliver ved med at have spørgsmål.
Jeg vil gerne prøve at svare på de enkelte spørgsmål. Men du skal vide, at mine svar ikke er rigtige. Jeg har læst mig til svarene og kan fortælle dig om de mange forskellige teorier. Og jeg kan sammenfatte dem, så de måske, også for dig, giver en mening.
Q. Tillægsspørgsmål fra Louise
Som jeg skrev til dig sidst, er vi de eneste levende væsener på jorden, der stiller spørgsmål om, hvem vi er?
Vi er også de eneste der stiller spørgsmål om, hvordan verden er opstået og hvorfor vi er her.
Og det bringer mig til et af dine meget store spørgsmål: ”Hvad er en sjæl?”
Sjælen er måske den der skal lære noget af at være her på jorden. Hvad en sjæl er, kan jeg bedst forklare ved at stille dig et spørgsmål: ”Taler du somme tider med dig selv?”. Det kender jeg svaret på. Det gør du, måske sådan inde i dig selv, men du taler med dig selv alene ved at være bevidst om spørgsmålene du har stillet mig. For du har helt sikkert spurgt dig selv først, og du er så vurderet, at du ikke kunne erkende dine svar.
For at spørge dig selv om du har en sjæl, må du kunne se dig selv udefra. Du må altså kunne spørge dig selv for at få et svar. Du må, med andre ord, være bevidste om at spørge dig selv. Og her bliver det vanskeligt, for hvem spørger du og hvem svare?
Det første du kan gøre er måske, at erkende verden (ordet erkende betyder: acceptere eller anerkende – eller tilstå / indrømme at noget forholder sig på en bestemt måde). Og for at erkende verden, må du erkende dig selv. Og for at erkende dig selv, må du erkende hvem der erkender dig selv. Fordi erkenderen ikke er den der erkender dig selv.
Du skal ikke være forvirret, for vi taler om din sjæl og din sjæl er aldrig forvirret. Den acceptere og anerkender at du er mere en dit fysiske legeme. Du har et indre og et ydre liv. Du fornemmer, tænker og føler i din indre verden og du handler i den ydre.
Du stiller måske spørgsmål om du er god nok og bruger talemåder som: ”Jeg lægger sjælen i det jeg laver” eller ”Jeg krænger hele min sjæl ud”. Det må altså være noget du har inde i dig selv, som du ikke altid bruger.
Sjælen kan måske være dine inderste tanker, dit højere selv, din spirituelle kraft eller hvad vi vil kalde den. Lad mig forsøge at beskrive det på en anden måde: JEG taler med MIG selv. Mit spørgsmål er: ”Hvem taler jeg med, når jeg taler med mig selv?” For at tale med MIG selv må jeg være to. JEG må tale med MIG.
Pudsigt nok siger små børn MIG om sig selv, måske taler de mere ud fra sjælen end når vi er blevet voksne. JEG’et er måske den del af min person der lever i, og skal forholde sig til, den ydre verden. Og MIG’et er den der beskuer verden. Mange har forsøgt at beskrive denne forskel på JEG og MIG. Den jeg synes har gjort det bedst er Niels Bohr, han siger: ”Det vanskelige ved livet er, at vi er aktører og tilskuer i samme skuespil”. Han mener livets skuespil.
Det vil sige, at vi deltager i livets skuespil i den ydre verden og er samtidig tilskuer til skuespillet i den indre verden (sjælen). Det vil sige vores sjæl kan korrigere skuespilleren.